September 2017

Kære bådejer i Nyborg Marina.

Så kommer der et længe ventet nyhedsbrev.

Bådmærker

Der er stadig en del, der ikke har hentet bådmærke for 2017. Jeg vil bede om, at dem der ikke har hentet mærket, gør det nu. Alternativt kan du sende en mail, om at mærket må afleveres i en regnsikker emballage på båden.

Uddybning af havnebassin ved mastekran og både kran

Uddybningen forventes foretaget inden for de næste 4 uger, så området er klar til optagning af både og aftagning af master.

Optagning af både til bådstativ, lejet af Nyborg Marina

I kan booke tid til optagning ved at ringe til havnekontoret 6333 7083 mandag til fredag i tidsrummet 7.30-12.

Du kan få din båd optaget mandag – torsdag i tidsrummet 8-11.30 og igen 13-15. Fredag kan du få optagning i tidsrummet 8-11.30. Prisen er beregnet for en halv time og der betales ekstra for hver påbegyndt halve time.

Reglerne for færdsel i forbindelse med bådoptagning skal overholdes. Havneassistenterne hjælper gerne med anvisninger.

Vi tilbyder at tage både op lørdag 4. november 2017, for dem som ikke har mulighed for optagning på hverdage. Giv besked, hvis du vil benytte denne mulighed. Vi forventer at starte fra kl. 8 og så længe, der er både til optagning. Vi samler bådene sammen, så optagningen ikke kommer forskudt på dagen. Prisen er normaltakst + 50%

Optagning til trailer

Havnens personale kan tillige tage både op til egen trailer eller lastbil.

Optagning af vognmand

Optagning til eget stativ eller til hjemtransport med vognmand kan ske fra havnekajen ved ”gammel mastekran”. Optagning ved kranområdet kan ske efter aftale med havnekontoret.

Master

Det er vigtigt, at afmonterede master og alle stativer er mærket med bro- og pladsnummer. Alle både, der ligger i vandet, skal have årsmærker på.

Det forventes, at den nye mastekran kan benyttes til aftagning af master. Det er muligt at lægge master i masteskuret ved Griffensund. Hvis der ikke er plads i masteskuret må master lægges på bukke på området ved siden af masteskuret.

El og vand i vinterperioden

Der lukkes for el og vand fra 15. november. Skal du bruge strøm i vinterperioden, bedes du kontakte havnekontoret. Forbrug af el i vinterperioden, betales af bruger. Dette gælder også for vinter pladsen. Alle, der skal bruge strøm, skal ligge fra bro 7 og indad mod inderhavnen.

Havneplanen

Der er sat oversigtstavle op ved Havnekontoret og på pladsen ved Gæstepieren, hvor man kan se helhedsplanens indhold.

Ombygning af Sejlforeningen er næsten færdig. Opførelse af koldhal bag Sejlforeningen er i gang. Ombygning af Roklubben var næsten tilendebragt, da der opstod brand i el-tavlen, hvilket har forskubbet afslutningen noget tid.

Rømning, genhusning af Motorbådsklub, Småbådsklub og Kajakklub forventes at ske i løbet af oktober måned og efterfølgende foregår nedrivning og opførelse af nye klubhuse.
Nedrivning af Moby Dick og Havnekontoret afventer igangsætning af Multibassin med tilhørende byggerier. Det forventes at ske i 2018/2019.

Udskiftning af bro 20 kommer før forventet, idet arbejdet påbegyndes i uge 38. Renovering af Bro 1 forventes fortsat igangsat i uge 46.

De to flydebroer ved det ”offentlige” slæbested forventes forlænget i efteråret 2017. Vi forventer desuden at der inden vinteren etableres bomanlæg ved slæbestederne.

Flydebroen i Østerhavnen ligner en ”banan”, og der er netop iværksat en undersøgelse af forankringen af broen. Det forventes, at flydebroen renoveres i efteråret 2017.

I øvrigt

Det har været et godt gæstesejler år i år, på trods af, at den danske sommer ikke har vist sig fra sin bedste side.

Krøytzers Farvehandel og Maritime Butik har valgt at lukke efter mere end 100 år på havnen. Familien Krøytzer ønskes held og lykke med de nye opgaver, og samtidig skal I have mange tak for jeres tid i havnen. Vi håber, at det bliver muligt med andre maritime tiltag i området til gavn for havnen og for byen.

Havnefoged stillingen opslås

Havnefoged stillingen opslås ledig til besættelse snarest muligt.

Som altid er du velkommen til at ringe, skrive eller kigge ind på havnekontoret, hvis du har ris/ros, spørgsmål eller kommentarer.

Venlig hilsen
Jens Kimer-Jørgensen, drifts- og havnechef, mobil: 5159 9150, e-mail: jeki@nyborg.dk

Wi-fi kode: Nyborg Marina – nmhp8615

Sidst opdateret 14. september 2017