December 2017

Ny havneleder – det er mig.

Havneleder Per Weiskvist

Havneleder-havnefoged-havnekaptajn, ja det der med titler kan være svært, men da jeg ikke helt ser mig selv som en slags halvbidsk foged, der bare kræver op ved broerne, og ikke har sejlet store fragtskibe, blev vi enige om, at min nye titel altså bliver havneleder, som et lidt mere opdateret alternativ til de stolte historiske titler.

Der er jo nok også lidt mere i at være leder i en havn anno 2018, end bare opkrævning. Titlen skal dog ikke hindre mig i, at gøre en indsats for at sikre en positiv udvikling og fremtid for jer som kunder/brugere i butikken, uanset om I har en båd liggende i Marinaen, er aktiv i en klub, eller bare går en tur på promenaden og hygger jer lidt på en stille aften. Kunderne er nemlig alle jer, bosat i kommunen eller gæster, og alle jer ude fra, der betaler for en serviceydelse i forbindelse med Marinaen. Min målsætning er, sammen med Charlie, Lars Peter, Per og Beth, som I fortsat også møder på Marinaen, at give jer en god oplevelse – også fremover.

Lige meget kort om mig selv, så hedder jeg Per Weiskvist, er 54 år, bosat i Nyborg, men oprindeligt fra Svendborg. Jeg har mange år i det private erhvervsliv bag mig, både som udlært mekaniker, salgskonsulent og salgschef i bilbranchen i København og Odense, samt 18 år som ejer og medejer af 5 bilforretninger under navnet Bilcenter Fyn A/S i flere fynske byer. De seneste år har jeg bestredet en stilling som salgs- og marketing direktør i et kraftigt vækstende Elvstrøm Sails i Aabenraa, med ansvar for hele Europa og udvikling af forhandlerne i dette område.
Jeg har de seneste 14 år, sideløbende drevet et Kapsejlads projekt, hvor alle mine både har heddet Visione, og jeg er nu nået til Visione 6. Måske nogle af jer er stødt på mig i en eller anden sammenhæng omkring storbådskapsejlads, andre har nok ikke kunne undgå at se båden på land i midten af det hele på vinter pladsen, og så desværre ikke engang i havnens stativ. Båden er bygget på New Zealand i 2008, og der findes kun den ene, og den må kun hænge i en special vugge på grund af konstruktionen. Indtil videre er jeg altså bevilget en dispensation for  special byggede både, der absolut ikke kan sættes i et havnestativ :-). Jeg håber, der på sigt kan findes en god løsning med et rigtigt godkendt havnestativ, men det kunne ikke nås i år.

Nu glæder jeg mig bare rigtigt meget til et godt samarbejde med alle jer, og med min arbejdsgiver Nyborg Kommune, omkring nogle yderst spændende kommende år med en masse positive ting for Nyborg Marina. Lad os hjælpes ad, med at få det bedste ud af dem, selvom der nok er ca. 534 forskellige meninger om, hvad der nu er bedst ;-). Gode forslag, der skaber værdi for flere af marinaens brugere, og hvor der realistisk kan skabes en økonomisk opbakning, er altid sikre på at blive taget seriøst op og blive bearbejdet. Gode forslag, der primært er af helt personlig interesse, må nok forventes at have lidt længere ekspeditionstid.

Alle de tiltag, der er besluttet over de kommende år, vil kræve stor forandringsparathed fra de fleste af os, men lad os se tingene i det store perspektiv, og glæde os over at slutresultatet bliver en af de absolut mest attraktive havne miljøer i Danmark, og måske den mest spændende havn og Marina på Fyn.

Båd i vandet om vinteren i Nyborg Marina

For alles skyld, vil det være fantastisk, hvis vi kan samle de både, der ligger i vandet  om vinteren, på de broer, der ligger inde i eller tættest på inderhavnen. For det første er det langt mere trygt og sikkert, da der er mere roligt og fremkommeligt, og som en sidegevinst for jer brugere, vil det være langt lettere for os på havnen at holde lidt øje med jeres værdier i pressede vejrsituationer (hvis du selv lige er på forretningsrejse i Kina eller lign.), og så kan vi samtidigt lukke af for strøm på langt de fleste yder liggende broer, langt tidligere end i dag - WIN-WIN. Dette vil typisk være i perioden fra 1.12.17 til 1.4.18. Det kommer i første omgang som et godt råd og en opfordring, og så må vi se om det senere skal gøres mere restriktivt, hvis det giver mening.

Indtil videre kan jeg desuden STÆRKT OPFORDRE til, at når man har båd i vandet om vinteren, er der langt større krav til fortøjningernes brudstyrke, og at man oftere lige kigger til sin båd. Alt er bare hårdere ved tingene i vinterperioden, og vandstands ændringer er bare endnu en risiko, man står med, og den ser ikke ud til at aftage med tiden, tværtimod. Flere både ligger lige nu hernede med manglende fortøjning, vand i båden og lignende problemer, som vi ikke kan løse herfra – så tag lige et kig snarest.

Både på land og i vand med sejl på om vinteren

Flere sejlbåde ligger lige nu i vandet, eller sågar står på land med sejl på. TAG NU SEJLENE AF og pas lidt på jeres værdier. Specielt hvide sejl er yderst sensitive overfor mug og fugt, og sejl er jo ikke helt billige uanset bådstørrelse. Mugpletter på et sejl kan som udgangspunkt ikke renses af, og ødelæg nu ikke sejlet med grove kemikalier i forsøget derpå. Spørg altid jeres sejlmager først. Uanset om det ligger under en bompressenning, eller er rullet ind i en mast eller på et rulleforstag, er sejlet altså yderst eksponeret for disse risici. Pas nu lidt på jeres værdier, som sagt, og derefter kan jeg så lige nævne, at en båd på land med mast på, ikke må stå med monterede sejl, i henhold til vores havneregulativ, hvilket giver god mening. Tænk på et forsejl, der ruller ud i en storm på en 45 fods båd, og de konsekvenser det kan have. Og så til sidst, tænk på naboerne, også omkring vinterpladserne. Ryk fald og liner ud fra masten og stram dem op.

Status omkring Marinaen

En af de nærmeste dage, monteres ny 8 meter slange på Dieselstanderen. Så er vi sikre på, at selv de større både kan tanke, uden at skulle vende skibet. Og alt efter vindretning vil man også have mulighed for at tanke på hoved af bro 7 (VIGTIGT – Brohoved plads er dog ikke reserveret til tankning).

Bro 20 er nu ved at være klar efter en total renovering. Der mangler i skrivende stund kun fortøjningspæle, og det ser super fint ud.

Slæbested

Det er fortsat midlertidigt gratis for brugerne, at benytte slæbested ved kranen, hvorimod det ny opførte slæbested imellem Bro 1 og 2 indtil videre er lukket af i forbindelse med arbejdet med ny bro 1.

Byggeriet omkring nyt Havnekontor, sejlerstue og klubhuse på Promenaden, er godt i gang, og nu færdig piloteret. Indtil videre overholdes tidsplanen til punkt og prikke, og det bliver spændende at følge projektet i de kommende måneder.

Takster

Det er besluttet, at der indkaldes til et møde i havnens kontaktudvalg, med det formål at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal kigge på takst strukturen i Marinaen, og de omkringliggende aktiver. Dette forventes igangsat primo 2018.

Blot til info, så er der jo altså budgetteret med asfalt ved kranen, således at der kommer et mere plan og fast underlag at køre på ved bådoptagning og isætning. Det er dog helt afgørende for resultatet på længere sigt, at underlaget får tid til at sætte sig, inden man lægger asfalt på, så det er det vi går og venter på. Jeg tør ikke love, at underlaget er klar til asfalt inden forårets søsætninger, men der vurderes løbende, og håbet er lysegrønt selv i denne lidt grå og for alle os der er tiltrukket af vandet - ventetid.

Nyhedsinfo fremover 

Som den kvikke har læst i overskriften, er det min ambition at sikre et stærkt informations- og kommunikations niveau omkring Nyborg Marina og alt hvad der har med os at gøre. Naturligvis vil der være meget forskel på vigtigheden og mængden af de budskaber der bringes, men der er jo altid et eller andet lille emne der gerne skal ud, så vi reducerer risiko for spekulationer og meningsdannelser på et tyndt og ikke oplyst grundlag.

Jeg vil gerne tilbyde, at bringe nyheder i månedsinfo fra Marinaens klubber og erhvervsliv, politikere og andre med en direkte tilknytning til Marinaen, som kan give værdi for Marinaens øvrige brugere at blive informeret om. Det kan være nye tiltag og arrangementer, tilbud på en oplevelse eller ydelse, eller noget helt tredje. Skriv gerne til mig med forslag til indlæg på min mail: pew@nyborg.dk.

Havnelederen forbeholder sig dog ret til med hård hånd at censurere fremsendte indlæg, og egenhændigt tage stilling til relevans og forventet værdi af afkast, efter bedste Nordkoreanske retningslinjer.

Jeg kan dog godt afsløre, at jeg ikke har ambitioner om et nyhedsbrev hver måned, der er lige så omfattende som i denne måned.

Service tilbud om lynhurtig nødkommunikations vej for Marinaens kunder/brugere

Jeg er meget tilhænger af en hurtig og ukompliceret vej til nødkommunikation. Jeg vil derfor gerne tilbyde jer der ønsker dette, at i kan sende en sms med jeres plads nummer, og navn til mig på tlf. 2042 7997, så kan jeg meget enkelt gemme jeres kontaktinfo på min telefon, og så har jeg dem hvis jeg en dag får brug for dem, hvilket vi naturligvis ikke håber sker. Desuden kan vi samtidigt på den måde, optimere potentielt afgørende tidsforbrug væsentligt, ved at jeg ikke skal ind på kontoret og i alle mulige systemer, for at finde kontaktinfo for at tage kontakt til jer i en potentiel nødsituation, eller hvis der er andet jeg gerne akut skal informere jer om, omkring jeres båd/bådplads.

HUSK, at I har selv ansvaret for at opdatere jeres oplysninger til mig, hvis der sker ændringer, og dette gælder jo også når vi taler ændringer i forhold til øvrige oplysninger der kan være ændret i forhold til hvad vi har på jeres lejekontrakt.

Send en mail med eventuelle ændringer fra oprindelig kontrakt lige nu til Beth på e-mail: bpvh@nyborg.dk, så vi kan få opdateret - så glemmer I det ikke.

Brugsanvisning ny mastekran

Da jeg første gang skulle bruge den nye mastekran, stod jeg lidt på herrens mark. Heldigvis var der et par yderst venlige sjæle i Sejlklubben, som kunne hjælpe mig lidt på vej. Jeg medsender derfor en komplet brugsanvisning og risikovurdering til jer alle, så de af jer der er brugere af mastekranen har lidt at hygge jer med i juleferien. Nøgle til kranen, som skal benyttes i hvert enkelt tilfælde, kan hentes hos mig på Havnekontoret imod fremvisning af ID og oplysning af bådpladsnummer, eller lånes i Sejlklubben.

Glædelig jul og godt nytår

Med disse få og velmente ord, har jeg denne gang kun tilbage, at ønske jer alle en Glædelig Jul og et Godt Nytår. Jeg glæder mig til at lære jer alle bedre at kende, og at vi sammen, på en konstruktiv måde, fælles kan skabe Danmarks bedste Marina miljø, på de mere bløde værdier.

Vi ses på havnen.

Hilsen
Per, havneleder

Sidst opdateret 13. december 2017