April 2018

Så blev det forår  - nu tror vi på det

Vand og strøm er nu åbnet bortset fra et par enkelte standere, hvor vi lige skal fixe et par småting. Men alt er nu klar, så I kan komme ned til båden, ”krudte” lidt af og gøre den vandklar. Det ligner endda at vi får temperatur til at polere i nu i kommende weekend.

Nyborg Marina facebookside kom ud over kanten

Nogle af jer, forhåbentligt mange, har allerede 'synes godt om' Nyborg Marinas nye facebookside.

Vi blev ihvertfald kendt på et enkelt opslag i sidste måned. Vi opdagede en mand, der under sin løbetur forcerede isen på helt uforsvarlig vis, hvilket blev lagt på vores facebookside (uden at identificere vedkommende naturligvis). Inden formiddagen var omme, var jeg kontaktet af såvel Fyens Stiftstidende, der dagen efter bragte en hel side med historien, og Danmarks Radio P4, der bragte et indslag med mig live kl. 7 næste morgen. Opslaget blev delt 422 gange, og er nået ud til 40.532 personer på Facebook. Taget i betragtning af at der bor ca 18.000 mennesker i Nyborg, er det da en fin eksponering.

Har vi blot bidraget til at skabe en opmærksomhed, der har reddet en eneste person fra at løbe en risiko på isen, har det jo været meget værd. Der er nu også andre indslag på Nyborg Marinas facebookside, som nogle synes er værd at læse, så del den gerne med vennerne. Læg også gerne jeres eget gæsteopslag ind, hvis I har en god oplevelse fra Nyborg Marina. Det er dog ikke tænkt som et debat forum, blot for lige at præcisere.

Hjertestarter på Nyborg Marina

Skulle det nu alligevel ske, at man får brug for akut hjælp ved hjertestop, vil jeg da lige slå et slag for vores hjertestarter, der hænger på Havnekontorets facade ud imod Marinaen. Hjertestarteren er lige netop blevet serviceret og opdateret, og er helt klar.

Så håber vi bare, at ingen af os nogensinde får brug for den.

Gammel mastekran nedlagt - men

Den gamle mastekran i inderhavnen er, som nævnt i sidste nyhedsbrev nedlagt, og vil ikke længere være i drift. Der er dog mulighed for, da den nye mastekran kræver krancertifikat for at hejse personer op, at man kan kravle op i ”røret”, hvis man skal have monteret/rettet windex, eller skifte en lanterne pære eller lignende. Taljer og elektronik er ikke længere funktionelt, og husk at dreje kranen ind over kajen igen efter brug. Ellers er den nye Mastekran som sagt helt klar til kamp, den er faktisk simpel i brug (se manual fra tidligere nyhedsinfo), og kom til havnekontoret i åbningstiden, for at låne en nøgle.

Nye lette mastebukke ved ny mastekran

De gamle træbukke er nu skrottet, efter mange års tro tjeneste – fred være med dem.
Der er, som supplement til de to galvaniserede bukke, indkøbt to nye letvægts aluminiums bukke med træ bande til at beskytte masten, som jeg håber mange vil få glæde af.
Min appel er, at vi alle kan hjælpes ad med at sikre, at de bliver på pladsen ved den nye mastekran – de må ikke fjernes derfra – og skulle de forsvinde, vil der desværre ikke igen, blive tilbudt den ekstra service, at Marinaen stiller mastebukke til rådighed. Så lad os hjælpes ad med, at holde et vågent øje – det er desværre ufatteligt hvad folk gør sig til tyv for på en Marina..

Kranbooking – i god tid

Vi er nu nået til det tidspunkt, hvor vi virkeligt finder ud af om vores nye Kranbooking system, nu også er en stor gevinst, eller bare en gevinst.
Det er i alle fald meget nemt og brugervenligt, så I skal ikke være nervøs for, at noget går galt, især hvis I følger den instruktion, I modtog i forrige nyhedsinfo.
Ellers ringer I bare og spørger, hvis I ikke modtager den bekræftelse på mail, der giver jer den tryghed, at bestillingen er fuldført.

L 23 auktion afsluttet

Der kom 3 bud på L 23'eren indenfor tidsrammen.
De blev budt hhv 2.200 kr., 3.000 kr. og 4.500 kr.
Højest bydende og dermed ny ejer af L 23, blev Nyborg Sejlforening.

Gode råd

Husk lige at tjekke, at motoren kan starte, inden vi kører båden ned til kranen. På den måde undgår vi unødig panik ved servicekajen, når det går stærkt. 
Sørg nu for, at din båd er ordentligt af fendret. Hellere en for meget og for store, end for små. Det gavner såvel dig, din nabo, og den gæstebåd, med kun Hansi og lillemor ombord,  der måske kommer lidt tæt på i 12 m/sek. frisk sidevind næste gang.

Igen - tag imod mit tilbud om hurtig nødkommunikationsvej, send dit pladsnummer til tlf. 2042 7997.

Note

En af mine observationer i mine første 4 måneder, og som mange af jer har set længe før er, at der kører mange fantastiske historier og antagelser rundt i sådan en Marina, herunder en yderst aktiv Nyborg Marina. Indimellem er der faktisk også en enkelt der er sand, og I er altid velkommen til at kigge ind på Havnekontoret eller ringe til mig, for at høre hvilken.

Husk

Jeg vil gerne tilbyde, at bringe nyheder i månedsinfo fra Marinaens klubber og Erhvervsliv, politikere og andre med en direkte tilknytning til Marinaen, som kan give værdi for Marinaens øvrige brugere at blive informeret om. Det kan være nye tiltag og arrangementer, tilbud på en oplevelse eller ydelse, eller noget helt tredje. Skriv gerne til mig med forslag til indlæg på min e-mail: pew@nyborg.dk.

Og jeg er af Mikael Danielsen blevet bedt om at nævne nyborgkalenderen på Facebook, hvor han hele tiden opdaterer med aktiviteter på alle plan i Nyborg.

Linket er https://www.facebook.com/nyborgkalenderen/

Vi ses på havnen.

Hilsen
Per, havneleder

Sidst opdateret 06. april 2018